Validering af telefonnummer

Det er værd at sige det ligeud, fordi de fleste værktøjer med dette navn ikke gør det.

Denne validator udfører et syntaktisk tjek op mod offentliggjorte nationale nummerplaner. Den bekræfter, at nummeret begynder med en gyldig landekode, at den nationale del har en sandsynlig længde for det pågældende land, og — hvor landet offentliggør særskilte præfiksområder — at de første cifre falder inden for et mobil- eller fastnetområde. Disse tre tjek fanger langt de fleste forkerte numre: slåfejl, manglende cifre, et trunk-præfiks, der er blevet stående, og et nummer, der er indtastet uden landekode.

Den kan ikke fortælle dig, om forbindelsen er aktiv. Det kan intet, der kører i en browser. At fastslå, om et nummer er i brug, kræver enten, at man ringer op, eller at man slår op i operatørens Home Location Register via en betalt opslagstjeneste. Et gratis værktøj, der viser et grønt flueben med teksten "aktiv", viser derfor et syntaktisk resultat med et misvisende ord tilføjet.

Den kan heller ikke fortælle dig, hvem der ejer nummeret, om det er blevet flyttet til en anden operatør, eller om det er et virtuelt nummer. Nummerportering har især gjort operatøridentifikation baseret på præfikser upålidelig på de fleste udviklede markeder: Et nummer, der begynder med et område, som historisk blev tildelt én operatør, kan være blevet flyttet for flere år siden. Præfiksområder kan stadig pålideligt skelne mellem mobil og fastnet, fordi disse områder ikke kan flyttes på tværs af grænsen.

E.164 er ITU-standarden, der definerer, hvad et internationalt telefonnummer er: op til femten cifre, hvoraf ét til tre er landekoden, uden anden tegnsætning. Når det skrives ned, har det et indledende plustegn for at markere, at det er internationalt og ikke lokalt.

Det praktiske argument for at gemme numre i E.164-format er, at det er den eneste entydige form. 020 7946 0958 betyder et nummer i London for en britisk læser og ingenting for et system i et andet land. +442079460958 betyder det samme nummer overalt, kan ringes direkte op fra alle steder og sorteres og deduplikeres korrekt.

Den almindelige fejl i den anden retning er at gemme E.164-formatet og vise det. En person, der ser sit eget nummer, vil gerne se det i det nationale format, vedkommende kender, så den rigtige arkitektur er at gemme én kanonisk form og formatere til visning — aldrig omvendt.

Grænsen på femten cifre er en fast grænse i standarden, og et nummer, der er længere end det, er ugyldigt, uanset hvad en formular accepterede. De korteste gyldige numre er betydeligt kortere: Nogle østater i Stillehavet udsteder nationale numre på fem cifre, og derfor skal et længdetjek foretages pr. land og ikke ud fra et globalt minimum.

Alle landes nummerplaner reserverer blokke af indledende cifre til bestemte formål. I Storbritannien er 07 mobilnumre, mens 01 og 02 er geografiske fastnetnumre. I Indien begynder mobilnumre med 6, 7, 8 eller 9. I Nigeria er 070, 080, 081, 090 og 091 mobilnumre. I store dele af det kontinentale Europa angiver 6 eller 7 efter landekoden et mobilnummer.

Det fungerer stadig, fordi grænsen mellem mobil og fastnet ikke kan flyttes: Et nummer kan flyttes mellem operatører, men ikke fra en mobilblok til en geografisk blok. Operatøridentifikation ud fra et præfiks har derimod været upålidelig på de fleste markeder, siden nummerportering blev indført.

Hvorfor det betyder noget for prisen: I langt de fleste lande koster det mere at ringe til et mobilnummer end til et fastnetnummer, nogle gange flere gange så meget. At vide, hvilken type nummer du har, før du ringer, er forskellen på en forventet regning og en overraskelse. I en mindre del af landene — blandt andre Storbritannien, Tyskland og Kenya — er forholdet omvendt, og mobilnumre er billigere. Derfor offentliggør vores takstsider begge kolonner i stedet for ét enkelt "fra"-tal.

Lande med én samlet nummerplan, eller hvor tildelingen ikke offentliggøres i en form, der kan adskilles, giver her et ærligt "kan ikke afgøres" i stedet for et gæt. North American Numbering Plan er det største eksempel: I USA og Canada skelner et områdenummer slet ikke mellem mobil og fastnet, og kun et netværksopslag kan afgøre det.

Hvis du validerer numre i større mængder — en kundeliste, en eksport af eventtilmeldinger eller et regneark, du har overtaget fra en anden — er den nyttige rækkefølge: Fjern alt, der ikke er et ciffer eller et indledende plustegn, tilføj landekoden, hvis nummeret er lokalt i et kendt marked, fjern trunk-præfikset, hvis det er blevet stående, og tjek derefter længden.

Det betyder noget, at du gør det i den rækkefølge. Hvis du fjerner trunk-præfikset, før du kender landet, fjerner du det forkerte ciffer i de lande, hvis numre legitimt begynder med 0 efter landekoden. Hvis du tjekker længden, før du tilføjer landekoden, bliver alle gyldige lokale numre markeret som for korte.

Poster, der stadig fejler efter alle fire trin, er reelt ugyldige og bør rettes ved kilden i stedet for at blive gættet frem til. Et nummer, der mangler ét ciffer, kan ikke genskabes ved at tilføje et nul et sandsynligt sted; det er en indtastningsfejl, som kræver den oprindelige kilde.

Hvis der er mere end et par tusinde poster, er et bibliotek med alle metadata fra nummerplanerne det rigtige værktøj i stedet for en webside. Denne validator bruger de samme offentliggjorte planoplysninger som disse biblioteker, ét nummer ad gangen.